Regulering af SIKA, fælles udmelding
Dansk Land- og Strandjagt står sammen med en bred kreds af jagtens organisationer bag en fælles henvendelse til minister Christian Rabjerg Madsen. Budskabet er klart: Sika skal fortsat forvaltes gennem almindelig jagt og ikke gennem regulering 365 dage om året.
Jagt skal fortsat være det primære redskab
I en udmelding af 6. oktober 2026 til Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd afviser en bred kreds af jagtens organisationer den udvidede mulighed for at regulere fritlevende sika hele året. Myndighederne har bekræftet, at formålet ikke er at udrydde bestanden, men at begrænse artens spredning. Organisationerne vurderer dog, at den hidtidige jagt fra 1. september til 31. januar har været tilstrækkelig, og at jagt fortsat bør være det primære redskab i forvaltningen.
Overvågning frem for regulering
I stedet foreslås en fagligt funderet handlingsplan med fokus på overvågning, dokumentation og begrænsning af artens spredning. Grundlaget er Aarhus Universitets og SGAV’s årlige kort over vildtudbytte, som bygger på jægernes egne indberetninger og opdateres på kommuneniveau. Suppleret med schweisshundeførernes registreringer giver det en tilstrækkelig og omkostningseffektiv overvågning. Dukker sika op i kommuner, hvor arten ikke tidligere er set, kan jægerne via officielle kanaler opfordres til en ekstra indsats ved jagttidens start.
Regulering kun ved konkrete skader
Regulering bør efter organisationernes opfattelse kun bruges, hvor der er et reelt behov for at forebygge eller afværge skader, for eksempel i gartnerier. Derfor opfordres ministeren til at ændre Vildtskadebekendtgørelsen, så reguleringen af sika følger reglerne for de øvrige hjortevildtarter.
Bag udmeldingen står blandt andre Danmarks Jægerforbund, Dansk Land- og Strandjagt, Nordisk Safariklub, Dansk Skovforening, Landbrug & Fødevarer, Danske Herregaardsjægere og SCI Denmark.

